

38 dage tilbage til rotation i Kompagni Bravo -
Camp Victory, Bagdad,
Irak.
Bomberydderen Thompson mister livet og erstattes af
William James (Jeremy Renner). Han indgår i det lille team af bomberyddere, der består af
J.T. Sanborn (Anthony Mackie) og
Owen Eldrige (Brian Geraghty).
Den nyankomne Will tager mange chancer i det daglige, og der bliver en del kontroverser med hans to
sprængningseksperter, Eldrige og Sanborn. Men de er tvunget til at samarbejde og, ikke mindst overleve, hver dag i det bomberamte Bagdad.
The Hurt Locker er ikke en film, der stiller spørgsmåltegn ved krigen i Irak. Her er ingen helte eller antihelte. Blot følges tre mænd på deres
arbejdsplads, så at sige.
Det kan virke meget langsommeligt, og er det da også til tider. Men ... i det meste af filmen holdes
intensiteten og den kvælende
spænding på fornemmeste vis.
The Hurt Locker er på mange måder en imponerende film. I starten fremstår Will, som er den person, der skal afmontere bomberne, som en iskold
psykopat, men langsomt får man som tilskuer indblik i hans meget komplicerede væsen.
En
psyke, man nok skal være i besiddelse af, hvis man skal være den person, som står med hænderne og knivtangen i en sprængladning - dag ud og dag ind. Her er der ikke plads til tid, tøven eller diskussioner. Det er her-og-nu beslutninger, og en enkelt forkert beslutning kan betyde hjemrejse i en
ligpose.
The Hurt Locker er meget flot filmet, og der bliver gjort god brug af
slow motion optagelse, som kun fremmer fornemmelsen af frygt i den ubarmhjertige hede.
Jeg kan ikke udtale mig om, om
The Hurt Locker er realistisk eller ren propaganda. Jeg har aldrig været soldat og har aldrig været udstationeret som
bomberydder, men i de 129 minutter, filmen varer, følte jeg, at jeg var tilstede sammen med det lille hold.
The Hurt Locker har taget den ganske verden med storm. Den er nomineret til ni Oscars. Deriblandt som bedste film, hvor den er oppe imod Lone Scherfigs An Education, Avatar og District 9.
Udover disse ni nomineringer, har
The Hurt Locker været nomineret andre 42 gange og vundet 67 internationale priser. Sidst otte vundne BAFTA priser (den engelske pendant til Oscar) - blandt andet for bedste film.
Jeg kan varmt anbefale
The Hurt Locker. Det er absolut en film, der er værd at se og bruge tid på.