Vi kender dem vist alle sammen. Disse udrangerede mennesker, der sidder nede på bænken med en pose bajere mellem benene og ordner hele universets problemer. Det er disse mennesker, Bænken handler om.

Især handler filmen om Kaj (Jesper Christensen). Han er en sur gammel skiderik, for at sige det mildt. Han er med i et beskæftigelsesprojekt "Miljøpatruljen", hvor han cykler rundt som havemand sammen med drømmeren Stig.

Kaj har ingen fremtidsdrømme, det nærmeste han kommer, er overvejelserne over, hvor næste bajer skal komme fra. En dag flytter en ung enlig mor ind i karreen. Kaj genkender hende hurtigt. Hun er den datter, han forlod 19 år tidligere og ikke har set siden. Hun har også lig med i bagagen i form af en voldelig ægtemand, som hun og sønnen er på flugt fra.

Da Kaj og Stig bliver hældt ud af beskæftigelsesprojektet og mister deres bistand, får de tjansen med at passe Livs søn Jonas, når hun er på arbejde. Kaj begynder at føle bedstefarrollen, og hans hårde kyniske hjerte begynder at bløde op. Nu får Kaj den sidste chance i livet til at hive sig op igen, men det kræver al den styrke, han kan mobilisere, og spørgsmålet er: Kan han det?

Det er en yderst smertefuld historie, Per Fly har lavet. Den er gribende realistisk, og Jesper Christensen spiller med en overbevisning, så ikke et øje er tørt.

Jeg bor selv i det, visse folk kalder et socialt belastet kvarter, og jeg kender disse mennesker og kan med hånden på hjertet sige, at der er intet underspillet i Bænken. Den er rå, realistisk, dramatisk og hjerteskærende. Bænken viser livet, disse udtjente og fallerede mennesker lever, med nederlag, opture og dog et lille håb spirende et eller andet sted langt ude i horisonten.

Bænken blev 5 dobbelt Robert vinder og 3 dobbelt Bodil vinder i 2001 og er første film i Per Flys trilogi, der skal omhandle danskerne. Nu må vi jo bare vente på de to næste. Jeg glæder mig.