
Andrew Sterling (Samuel L. Jackson) er en anerkendt og prisbelønnet
forfatter, der har købt et hus i en afsidesliggende flække, hvor han håber at kunne få noget velfortjent
ferie fra storbyens ræs. Men han har knap indtaget sit nye hus, før det går helt galt.
Et nabo-ægtepar på aftentur med hunden ser den "fremmede" i huset, som de ikke aner er blevet solgt. De tror derfor straks, at Andrew, der er
farvet, er en
indbrudstyv. Så de hidkalder selvfølgelig straks politiet og beretter, at ikke kun er den farvede med garanti indbrudstyv, men har sikkert også taget de oprindelige beboere som
gidsler. Og så begynder lavinen at rulle.
Chefen for det lokale politi (Dabney Coleman) vil være borgmester og det er
valgår, så han tager følgelig ingen chancer med den mystiske, farvede person. Samtidig er det jo en god chance for at vise, at han er
handlekraftig i selv farlige situationer.
Derfor rykker han ud med hele styrken af fladfodede og fladpandede betjente. For der er jo helt sikkert tale om et
gidseldrama. Og snart efter skyder hele styrken af uniformerede fjolser mod Andrew og huset, han befinder sig i.
Herpå følger misforståelse på misforståelse, som hurtigt bliver så
pinlige, at man tager sig til hovedet. Samtidig dukker pressen op, bare for at gøre situationen endnu mere
grotesk.
Langsomt går det dog op for politichefen, at der er sket en fejl, og at Andrew næppe er skyldig i noget som helst. Han er dog ikke meget for at
tabe ansigt, det er jo trods alt valgår, så han sender
Amos (Nicolas Cage) - en
småkriminel, der langt fra hører til blandt de skarpeste knive i skuffen - ind i huset bevæbnet med en riffel.
Nu eskalerer løjerne og forvirringen for alvor, hvilket fører til stadig mere groteske situationer, der gør det stadig sværere at slippe helskindet ud af. Og snart har fejltagelser og misforståelser udviklet sig til et vaskeægte gidseldrama med krav om en
uhørlig løsesum og en
helikopter at slippe bort i.
Amos & Andrew er egentlig en ganske
udmærket komedie med en del action. Men desværre forsøger filmen at gøre sig til langt mere end den er, ved samtidig at behandle et temmelig alvorligt emne,
racisme. Og den kombination er altså bare
ikke vellykket.
Men ok, kan man nøjes med at se filmen med de humoristiske briller og alene for underholdningens skyld, så er
Amos & Andrew faktisk en rigtig godt bud på halvanden times
uforpligtende underholdning.
De to hovedrolleindhavere,
Samuel L. Jackson og
Nicolas Cage, gør begge en aldeles
udmærket figur. Det samme kan desværre ikke siges om mange af de øvrige medvirkende.
Desuden trækker én ting gevaldigt ned i den samlede bedømmelse. Lyden på DVD'en er ganske enkelt under al
kritik, da man gennem filmen ender med at fedte konstant med volumenknappen. Det er bare
ikke godt nok!